Catwalks
Om Catwalks
Jeg har i mere end 20 år opdrættet British Shorthair i farven blå. Jeg blev introduceret til racen på en katteudstilling, hvor jeg med det samme vidste, at det var briten, der talte til mit hjerte og min fornuft. Britens rolige og omgængelige væsen og "bamsede" udseende appellerede til mig. Farven blå synes jeg er meget smuk, så den har jeg koncentreret mig om. I 2012 ændrede dette sig dog lidt, da jeg var så heldig at få 2 lilla hunkillinger for første gang – Catwalks Hot News og Catwalks High-Class Surprise. Hot News bor nu i Norge og Catwalks High-Class Surprise (i daglig tale Trunte) er blevet her ved os 
Jeg er i de forløbende 20 år blevet mere og mere optaget af racen, og selve det at opdrætte. Jeg synes, det giver utrolig mange positive oplevelser, både i den daglige omgang med mine katte og i den kontakt jeg har fået med andre briteopdrættere. Det er dejligt at dele en fælles interesse, også på diverse udstillinger, som jeg jævnligt deltager i. Det er spændende at komme ud og se alle de andre dejlige katte og snakke om løst og fast med andre "skøre" kattefolk.   
Catwalk British Shorthair opdræt er et lille hyggeopdræt. Jeg opdrætter kun 2 - 3 kuld om året, hvor hovedvægten er lagt på at få "krammesikre" og kælne killinger med et afbalanceret temperament og en stabil psyke. Jeg opdrætter i farven blå og lilla, som er utrolig smuk sammen med de kobberfarvede øjne. Jeg har pt 5 hunkatte her nævnt efter deres alder : Perfect, Nova, Blondie, Trunte + Babe (søskende) + 2 hanner : Kingdom og Etienne.
En stor del af fornøjelsen er selvfølgelig at have killinger, som jeg har et par gange om året. Det er en stor oplevelse at følge de små fra fødsel til de rejser hjemmefra.  Ligeledes er det jo en udfordring hele tiden at blive bedre som opdrætter, og udvælge nogle gode avlskatte, især hvad sundhed og temperament angår. Det er rigtig dejligt med de mange positive tilbagemeldinger, der kommer fra mine killingekøbere. Jeg bruger også meget at følge op på mine killinger, efter de er kommet ud i deres nye hjem. For det første er det rart at få en opfølgende snak med de nye ejere, men det er også lærerigt, at se killingerne, når de er vokset til - blev resultatet nu, som jeg havde forventet eller har de udviklet sig i en helt anden retning. Det er erfaringer, der kan bruges i det fremtidige opdræt. 
Mine killinger er vant til børn :-)
  
Jeg håber min hjemmeside bliver en  god mulighed for at udbrede kendskabet til vores dejlige race - British Shorthair. 
  
 Annette Henriksen
CatwalksOm CatwalksKillingerKontakt migFotogalleri